Video Dagbog Afsnit 2

Vores stifter Debbie medvirkede i 2019 i et video-interview med TV2 Echo, hvor de på det groveste udstillede hende, og vinklede deres historie så meget, at det havde katastrofale konsekvenser for hende, men ikke mindst også eventpigers omdømme.

Debbie forsøgte desperat at få videoen fjernet eller redigeret, men dette var desværre ikke muligt. Debbie føler sig derfor presset til at lave en pressemeddelse på hendes egen profil, hvor hun sætter “the record straight” og fortæller om hvordan TV2 Echo har manipuleret interviewet med hende og har fået hende til at fremstå negativt og knap så intelligent. TV2 Echo prøver herefter at få Debbie til at slette denne meddelse, men er ikke villig til at indgå betingelser for at få meddelsen fjernet – Så den bliver ikke fjernet.

Debbie bliver herefter kontaktet af Janus fra Oxy som gerne vil komme med et mod-interview mod TV2 Echo, og give hende muligheden til at fortælle hendes historie og vise hvem hun rigtig er. Dette takker Debbie “ja” til.

Debbie får et videokamera med hjem i 14 dage, og skal herefter selv filme sig selv i de 14 dage. Herefter vil Oxy klippe materialet sammen til 4 afsnit, som vil minde lidt om en video-dagbog.

Dette er hendes historie: Afsnit 2

“Efter TV2 Echo video intereview modtog jeg mange beskeder og kommentarer på min rolle som mor. Jeg blev kaldt for en dårlig mor rigtig mange gange, og  især af folk som ikke kender mig men kun har set interviewet. Mange havde også tralvt med at shame mine egne forældre og deres rolle i mit liv. Og det gjorde mig rigtig (læs: fucking enormt meget) vred. Tænkt sig at folk er så afstumpede og uvidende om samfundet, at man kan tillade sig at kommentere og dømme andre folks liv. Hvorfor er jeg en dårlig mor fordi jeg er eventpige? Det har jeg spurgt mig selv mange gange. Jeg er kommet frem til den konklution at i vores samfund er det forventet at mødre dedikere hele deres liv til deres børn – altså tilsidesætter deres egne behov og lyster. – Og derfor tror jeg at mange har travlt med at dømme folk som træder ud af denne norm. Jeg er ikke nogen dårlig mor – og det var jeg heller ikke hvis jeg nu havde valgt at være pornomodel eller stripper. Mit arbejde definerer ikke min rolle som mor. Jeg kan argumentere for at forældre som arbejder offshore og er væk fra deres børn i længere tid, er dårligere forældre end forældre som er strippere eller noget lignende. Mit barn lider ikke overlast eller mistrives pga mit arbejde, tværtimod så vokser mit barn op i et kæmpe netværk hvor han kommer til at vokse op bland driftbiler, racebiler, kæmpe store events og nogle fantastiske mennesker, som elsker ham for den han er. Der er altid nogen omkring ham, og han vil aldrig være alene. Der vil altid være nogen til at gribe ham hvis han falder, og dét er nok det bedste sikkerhedsnet man kan give sine børn.

Jeg går meget op i ordet “rollemodel”, og jeg tænker meget over hvordan jeg er den bedste rollemodel overfor min søn. Hvordan skal jeg kunne lære min søn at han skal være sig selv, hvis jeg ikke selv er det? Og hvordan skal jeg lære ham at han skal leve dét liv, han vil leve – hvis jeg ikke selv gør det? Den bedste måde at være en god rollemodel på, er i min optik at vise vejen. Jeg gør det til en vigtigt ting at vise ham at man skal være sig selv, og man ikke skal være flov over det. Man skal ikke lade sig gå på, af andre mennesker og deres meninger, for i sidste ende er det hans liv, og det er ham som bestemmer hvordan han vil leve det. Det samme gælder for mig. Det her er mit liv, og det er mit ansvar at sørge for at jeg er glad for det liv jeg har. Derfor fortsætter jeg med at være eventpige på trods af folks dømmende blikke og holdninger, for det er dét som gør mig glad. En glad Debbie er også en glad mor. Og jeg vil 10 gange hellere være en glad mor, end jeg vil være en passiv sjæl som har lagt sine behov og lyster til side, for at passe ind i samfundet.

Vi slipper nok aldrig for mom-shaming, men jeg vil den vil, til den dag jeg dør – argumentere for at børn født ind i en eventbrance har de sejeste og bedste forældre.”

– Debbie